Bæredygtighedsrapportering
KOMPAN tilhører den gruppe af store og børsnoterede virksomheder, der fra og med regnskabsåret 2026 vil være omfattet af EU's direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD). EU-lovgivningen kræver, at KOMPAN regelmæssigt offentliggør oplysninger om sociale og miljømæssige risici samt dokumenterer virkningen af vores initiativer.
For at kunne påvise og dokumentere forskellige klimamæssige initiativer benytter KOMPAN sig af uafhængige tredjeparter til at verificere initiativerne og de data, der ligger til grund. KOMPAN anser tredjepartsverificering som nøglen til først og fremmest at dokumentere initiativerne, men verificeringen skal også bidrage til at skabe tillid og gennemsigtighed – både internt i virksomheden og eksternt for kunder, investorer, NGO'er og andre interessenter.
Med den lovpligtige Bæredygtighedsrapportering ønsker KOMPAN at skabe indblik i vores ESG-forhold, som vedrører vores miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige aktiviteter. Bæredygtighedsrapporten er en del af KOMPAN’s finansielle årsrapport fra regnskabsåret 2026.